Byggefakta logo
Ugens projekt

Bofællesskab med Svanemærke og DGNB-certificering

Bæredygtigheden er i højsædet for et nyt bofællesskab, der er undervejs på Kløverbakken ved Odder.

Bofællesskab med Svanemærke og DGNB-certificering

I 2018 fandt en gruppe ildsjæle fra Odder sammen med en vision om et bofællesskab med fokus på bæredygtighed og fællesskab. Hvis alt går efter planen, vil de første tegn på realiseringen af visionen være synlige på Kløverbakken til efteråret.

Et nyt bofællesskab er undervejs på Kløverbakken ved Odder

Billedkreditering: Flæks ApS

Brdr. Thybo Ejendomsudvikling er bygherre på projektet. Udvikleren fra Aarhus er allerede godt i gang på nabogrundene og har sideløbende med planlægningen af bofællesskabet igangsat opførelsen af to boligbyggerier - Terrassehusene og Nabolagene – med henholdsvis 35 og 48 boliger.

Det kommende bofællesskab får 58 boliger, der opføres som fritliggende villaer og dobbelthuse. Boligerne bliver på 85 til 125 m2 og det samlede boligareal udgør i alt 6.700 m2. Dertil opføres et fælleshus på 396 m2, et 150 m2 stort væksthus, 3 mindre væksthuse samt et værksted og en byttecentral.

Brdr. Thybo Ejendomsudvikling er bygherre på projektet

Billedkreditering: Flæks ApS

Bofællesskabets arbejdsgruppe og bygherren har i samarbejde med arkitektfirmaet Flæks formet et projekt med inspiration fra de gamle landsbystrukturer, hvor boligerne bliver tættere og højere mod områdets centrum. Og som kirken i de gamle landsbyer placeres fælleshuset som den højeste bygning i ”landsbyens” centrum.

Bygningerne skal ifølge planen både Svanemærkes og DGNB-certificeres. Der er således sat høje krav til både miljøpåvirkning, indeklima, energiforbrug, minimering af vedligehold og det sociale miljø.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at der anvendes FSC-certificeret træ til både konstruktion og facader. Sammen med det levende sedumtag og de grønne fællesarealer, trækkes naturen helt ind i bebyggelsen.

Det kommende bofællesskab får 58 boliger, der opføres som fritliggende villaer og dobbelthuse

Billedkreditering: Flæks ApS

Næste skridt i realiseringen af projektet er en ny lokalplan, som fremlægges for politikerne til endelig godkendelse efter sommerferien i år, og hurtigst muligt herefter igangsættes byggeriet. De første boliger forventes klar til indflytning til maj 2022 og derfra afleveres boligerne parvis til de sidste står klar til efteråret 2023.

Bygherren varetager byggestyringen, og det ligger allerede nu fast at jord-, kloak- og betonarbejdet samt tømrerarbejdet udføres af søsterselskaberne Heibæk & Kjær A/S og Brdr. Thybo Huse A/S. Der er i øjeblikket ved at blive indhentet priser fra de øvrige fagentreprenører.

 

Projektdetaljer

  1. Adresse: Skovshovedevænget, 8300 Odder
  2. Start: Oktober 2021
  3. Slut: Oktober 2023
  4. Stadie: Projektering
  5. Bygningsart: Nybyggeri
  6. Areal: 7.200 kvadratmeter
  7. Budget: Estimeret 110 mio. kr.

Deltagere

  1. Bygherre: Brdr. Thybo Ejendomsudvikling
  2. Totalrådgiver: Flæks ApS
  3. Arkitekt: Flæks ApS
  4. Ingeniør: Aarhus Ingeniørerne ApS
  5. DGNB konsulent: LB Consult A/S

Materialer

  1. Facade: Træ
  2. Gulv: Træ, klinker
  3. Tag: Mos/sedum (Grønne)
  4. Varme: Gulvvarme
  5. Varmekilde: Fjernvarme
  6. Vinduer: Træ/alu
  7. Råhus: Træ