Tidligere på året sendte Køge Kommune den 45.000 m2 store naturgrund på Møllebankerne ved Borup i udbud. Vinderen blev Thybo Ejendomsudvikling A/S, der sammen med Tegnestuen Arken, har udviklet et projekt med 118 boliger og et fælleshus - i alt skal der bygges 11.755 etagemeter. Målet er at skabe gode fællesskabsorienterede boliger og en optimal udnyttelse af det skrånende terræn, der giver mulighed for boliger med udsigt. Samtidig arbejdes der med bæredygtighedstiltag i form af DGNB-certificering og Den Frivillige Bæredygtighedsklasse.
Billedkreditering: Tegnestuen Arken ApS
Udsigtsklyngerne og Fællesskabsbanken
Bebyggelsen er organiseret som tre delområder, der hver udgør et nabofællesskab. To af delområderne opføres på skrånende terræn ned mod den nærliggende ådal. ’Udsigtsklyngerne’, som boligerne i de to delområder kaldes, følger landskabet og kiler sig op fra ådalen med udsigt over området. Det sidste område, der kaldes ’Fællesskabsbanken’, ligger fladere på en banke og rummer en fællesskabsorienteret bebyggelse organiseret omkring et centralt placeret fælleshus. Hele området bindes sammen af grønne områder og stisystemer.
Stor erfaring med bæredygtighedstiltag
Bygherren Thybo Ejendomsudvikling A/S har allerede en del erfaring med at bygge bæredygtigt, og de erfaringer kommer også i spil ved byggeriet i Møllebankerne. Blandt andet anvendes Den Frivillige Bæredygtighedsklasse. Bæredygtighedsklassen, som Bolig- og Planstyrelsen lancerede i 2020, er stadig i testfasen og skal danne grundlag for fremtidens bæredygtighedskrav for byggeriet. Dertil skal en del af boliger i Møllebankerne DGNB-certificeres.
Indflytning i 2024
Thybo Huse A/S står som totalentreprenør for opførelsen af byggeriet. Tegnestuen Arken ApS varetager den samlede rådgivning i forbindelse med byggeriet, mens Niras A/S har rådgivet i forbindelse med anlægsprojektet. Ifølge planen kan byggearbejdet begynde i starten af 2023. Med en byggeperiode på ca. 1,5 år kan de sidste huse således være klar til indflytning sommeren 2024.
Projektdetaljer
- Adresse: Møllebankerne, 4140 Borup
- Start: Januar 2023
- Slut: Juni 2024
- Stadie: Detailprojektering
- Bygningsart: Nybyggeri
- Areal: 11.755 kvadratmeter
- Budget: Ikke oplyst
Materialer
- Råhus: Træ/alu
- Facade: Tegl, Træ
- Tag: Tagpap, Grønne tage
- Vinduer: Træ/alu
- Varmekilde: Varmepumpe
- Varme: Gulvvarme
Deltagere
- Bygherre: Thybo Ejendomsudvikling A/S
- Totalentreprenør: Thybo Huse A/S
- Ingeniør: Tegnestuen Arken ApS og Niras A/S (anlæg)
- Arkitekt: Tegnestuen Arken ApS