Mange steder i landet skyder klynger af seniorvenlige boliger op. Og efterspørgslen er stor på den nye boligform, der har fokus på socialt samvær og vedligeholdelsesfri boliger. I Kolding har fire lokale investorer købt Agtrup Gård og planlægger at opføre 27 nye boliger.
Billedkreditering: Bregenov Architects
Det kommende byggeri har fået navnet Agtrup Gårdhuse efter den eksisterende gård på arealet. Gårdens driftsbygninger er allerede nedrevet og til marts næste år tages første spadestik til boligerne. De 27 boliger opføres som to rækkehus-klynger i en etage med boligarealer på 80-85 m². Bygningerne udføres som elementbyggeri med teglfacader i nuancen Red Shade fra Egernsund Tegl - Tagene udføres ligeledes i tegl. Der kommer en lille variation mellem de to klynger ved at sålbænke og tagrender får kobber-look i den ene klynge og zink i den anden.
Gå ikke glip af vigtige projekter
- prøv vores Projektdatabase gratis i dag
Til bebyggelsen opføres ligeledes et forsamlingshus på 100 m². Det er de kommende lejere, der skal bestemme anvendelsen af huset, men det tænkes indrettet med forsamlingslokale, et lille køkken og gæsteværelse. Forsamlingshuset udføres med mos-sedum tag, hvilket også er tilfældet for carporte og øvrige overdækninger. Der indtænkes ligeledes grønne og blå løsninger ind i udearealerne med blandt andet regnvandsbassin og evt. en eng omkransende bebyggelsen.
Bregenov Architects har udarbejdet de første skitser, mens Avnø Byggerådgivning står for projekteringen som totalrådgiver i samarbejde med Bendix Arkitektfirma. Byggearbejdet udbydes som fagentrepriser. De fleste af boligerne er allerede reserveret og ifølge planen står byggeriet klar til lejerne i det tidlige forår 2022.
Projektdetaljer
- Adresse: Stenderupvej, 6000 Kolding
- Start: Marts 2021
- Slut: Februar 2022
- Stadie: Projektering
- Bygningsart: Nybyggeri
- Areal: 2.400 m²
- Budget: Estimeret 30 mio.kr.
Materialer
- Facade: Tegl
- Gulv: Træ, klinker
- Tag: Tegl, Mos-sedum
- Vinduer: Træ/alu
- Råhus: Beton
Deltagere:
- Bygherre: Agtrup Gårdhuse ApS
- Arkitekt: Bendix Arkitektfirma A/S
- Ingeniør: Avnø Byggerådgivning ApS