Det er en udfordring for mange virksomheder at komme i betragtning, når offentlige bygherrer håndplukker tilbudsgivere til underhåndsbud og indbudte licitationer. Vi guider til, hvordan du kan komme ind i varmen.
Hvis du er en af de første, som kommunen ringer til, når de skal have hjælp til at udvikle og opføre projekter under den gældende tærskelværdi, så behøver du ikke læse videre. Sidder du til gengæld i en virksomhed, som stadig ikke har fået adgang til det forjættede land med invitationer til indbudte licitationer og underhåndsbud, så skal du spidse ørene.
I dette blogindlæg giver vi dig nemlig et indblik i, hvordan du kan positionere din virksomhed over for de offentlige projektudbydere, så du kan komme i betragtning til de eftertragtede konkurrencer med indbudte tilbudsgivere.
Dit netværk er din indgang
Vi lægger ud med at offentliggøre et åbenlys hemmelighed: Det er mennesker - og ikke kommuner, regioner og stater - der beslutter, hvilke virksomheder der skal afgive underhåndsbud eller indbydes til tilbudsrunder. Og den kendsgerning er ekstremt vigtig at have for øje, hvis du vil komme i betragtning til flere offentlige opgaver.
Selvom der ofte er både bureaukratiske og politiske beslutningsprocesser bag bygge- og anlægsprojekter, så er det i sidste ende op til helt almindelige mennesker at finde de virksomheder, som indbydes til licitation eller inviteres til at afgive et underhåndsbud.
Og det helt almindelige menneske er et vanedyr. Det betyder helt konkret, at der typisk ringes til den samme række af leverandører, håndværkere og rådgivere, som man plejer at kontakte, når der skal løses opgaver. Det er nemlig det nemmeste, og personen, der har ansvaret for at finde tilbudsgivere, ved, hvad han/hun får.
Derfor er disciplinen at netværke helt essentiel for at komme i betragtning til underhåndsbud og indbudte licitationer fra både private og offentlige bygherrer. Her vindes projekterne nemlig ikke kun på tilbuddet, men også på racercyklen, på golfbanen eller til et netværksarrangement.
Med andre ord, så handler det om at lære de rigtige mennesker at kende. Derfor kan det være en god idé for dig og din virksomhed at være aktiv i erhvervsforeninger og til netværksarrangementer, hvor du kan gøre et indtryk på personer, der er en del af beslutningsprocessen for udbud og licitationer.
-
Vil du i betragtning til flere underhåndsbud og indbudte licitationer?
Med vores projektdatabase oplyser vi dig om alle detaljer i kommende projekter, så du ved præcis hvornår og til hvem, du skal rette henvendelse, for at komme i betragtning til ordrerne.
Læs mere om vores projektdatabase her.
Fundamentet er et godt omdømme
For at du overhovedet kan komme i betragtning til de indbudte opgaver, så er det nødvendigt med et godt omdømme. Et omdømme betegnes som den opfattelse, omverdenen har til din virksomhed.
Det nytter naturligvis ikke noget at rende rundt til diverse netværksarrangementer og jagte kommunale overhoveder, hvis alle deltagerne alligevel deler den opfattelse, at I ikke kan overholde hverken tid eller økonomi i de projekter, som I er involveret i.
Jeres virksomheds omdømme er med andre ord fundamentet for at få adgang til indbudte licitationer og underhåndsbud. Men hvordan skaber du et godt omdømme? Det er ikke lige til, når omdømmet er det samlede indtryk, som kunder, samarbejdspartnere og andre interessenter har af jer.
Men det handler i høj grad om at leve op til omverdenens krav inden for parametre som kvalitet, finansielle resultater, etik og ledelse. Hvis I formår det, og I kan kommunikere det på en troværdig måde, så er I godt på vej. Det positionerer jer nemlig som en professionel virksomhed med styr på tingene. Og det skaber tiltro til, at I kan løfte de opgaver, som udbydes gennem indbudte licitationer og underhåndsbud.
Et godt omdømme kan eksempelvis opbygges ved at kommunikere gennem sociale medier.
-
Hvad er en indbudt licitation?
Og hvornår må offentlige organisationer indhente underhåndsbud?
Det kan du læse meget mere om i vores guide til licitationer.
Online tilstedeværelse
Hvis I ikke allerede er i betragtning til indbudte licitationer og underhåndsbud, så er det vigtigt at gøre opmærksom på sig selv. Og til det formål er de sociale medier en oplagt mulighed.
Meget har ændret sig siden fremkomsten af sociale medier. Det er blandt andet blevet langt nemmere for virksomheder at gøre opmærksom på sig selv. Omtale i offentligheden er ikke længere lig med dyre avisannoncer, og derfor er sociale medier blevet vigtige platforme for mange virksomheder i byggebranchen.
Og med god grund. På sociale medier som eksempelvis LinkedIn og Facebook kan virksomheder nemlig føre sig frem over for deres vigtigste interessenter - helt gratis, vel at mærke.
Derfor er en stærk tilstedeværelse online et vigtigt redskab i forhold til at gøre sig selv og sin virksomhed interessant over for virksomhedens vigtigste kunder og samarbejdspartnere - eksempelvis projektlederen i kommunens Teknik & Miljø-afdeling.
Det kræver, at du tør råbe højt om jeres viden, kompetencer og succeshistorier. Men hvis du formår at kommunikere det på en troværdig måde, så kan det meget vel åbne døren til de indbudte licitationer og underhåndsbud.